Amalie Kaa Psykoterapi

Amalie Kaa

Psykoterapeutstuderende


Amalie Kaa

Psykoterapeutstuderende


Psykoterapeutiske samtaler


 – det bedste tidspunkt at bede

om hjælp er nu

Jeg tager i øjeblikket imod træningsklienter til terapi som led i den sidste del af min uddannelse til psykoterapeut.


I samtalerne dykker vi sammen ned i dit liv med nysgerrighed på, hvordan du kan opnå større frihed, glæde eller noget helt tredje. Samtalerne tager udgangspunkt i det, der er vigtigt for dig.


Typiske temaer, der kan komme op, inkluderer angst, ensomhed, selvkritiske tanker, tanker om mad, krop og træning, præstationer, perfektionisme, svære relationer og meget mere.


Jeg har i tre år haft samtaler med unge og voksne med spiseforstyrrelser eller selvskade. Du kan læse mere om mig og mine kvalifikationer her.




Det kan være svært at bede om hjælp.


Du behøver ikke vente, til du er faldet fra hinanden.


Psykoterapi

Psykoterapeutiske samtaler


Når du træder ind i terapirummet, åbner vi sammen op for en samtale, der giver plads til refleksion og udforskning af dine tanker, følelser og erfaringer, og af din oplevelse af dit liv. I løbet af en session vil vi dykke ned i de emner og udfordringer, der er vigtige for dig.


Intet er for stort eller småt til at blive taget op i samtalerne. Vi kan udforske alt fra små hverdagsoplevelser til de store tanker om livet og døden. Jeg ser terapien som en social aktivitet, hvor vi sammen udforsker, reflekterer og skaber forandring. 


I samtalerne får du en unik mulighed for at udforske dig selv, dine relationer og dit liv på en tryg og støttende måde, hvor du lærer dig selv og dine mønstre bedre at kende. Sammen kan vi arbejde hen imod at opnå større klarhed, indsigt og frihed til at leve det liv, du ønsker.


Da jeg stadig er under uddannelse arbejder jeg under tæt supervision for at sikre, at du får det optimale udbytte af terapien, og at jeg samtidig udvikler mig som terapeut.





Emner, der ofte kommer op i terapi kan være 

ensomhed, tristhed, angst, svære relationer, konflikter, 
udfordringer med mad og krop, selvkritiske tanker
og meget meget mere.


Hvad fylder hos dig?



Min tilgang til terapi


Jeg tror på, at jeg ikke ved noget, før jeg har spurgt. Det betyder, at jeg ser dig som eksperten på dit liv, og at det vigtige i samtalen er dine oplevelser og perspektiver. Sammen skaber vi et rum, hvor du har mulighed for at udforske og reflektere over dine tanker, følelser og erfaringer. Samtidig italesætter jeg af og til, hvad jeg mærker i rummet, hvilket kan være med til at skabe en dybere forståelse og åbenhed i vores samtale.


Min erfaring er, at krop og psyke hænger uløseligt sammen, og at din psykiske tilstand vil være afspejlet i din krop.  Når vi inddrager kropslige fornemmelser i terapien, kan vi nogle gange komme i kontakt med dybere lag af det, vi taler om. Det kan for eksempel være, at jeg opfordrer til nysgerrighed på, hvad du mærker i din krop, når vi taler om en oplevelse, eller måske hvor i kroppen du mærker de følelser, der kommer op i terapien. Der er altså hos mig ikke tale om kropsterapi, der ofte vil indeholde fysisk berøring, men om psykoterapi, hvor jeg opfordrer til opmærksomhed på, hvad du mærker i din krop undervejs i samtalerne.


I samtalerne har du også mulighed for at udforske og forholde dig til de dybe spørgsmål om livet.  I stort eller småt forholder mange af os os til eksistentielle spørgsmål; Hvad skal jeg i dette liv? Hvornår og hvordan skal jeg dø? Hvad vil jeg egentlig? Hvem er jeg? Har jeg truffet de rigtige valg? De terapeutiske samtaler er en arena, hvor du kan gå dybt ind i de spørgsmål, der optager dig.


Jeg går til samtalerne med erfaring, viden og redskaber, der kan hjælpe dig på vej. Min vigtigste opgave er dog at skabe et trygt rum, hvor din viden og dine kompetencer kan komme i spil, så du lige så stille kan bevæge dig i retning af det liv, du drømmer om.


Teoretisk er jeg funderet i eksistentielle, neuroaffektive og fænomenologiske psykoterapeuter og tænkere som Irvin Yalom, Ernesto Spinelli, Peter Levine, Emmy van Deurzen og Bessel van der Kalk.





Jeg har særligt erfaring med temaerne:


Forstyrret spisning, overspisning, kropskritik, selvkritik, selvskade, at være pårørende, at håndtere angst, ensomhed og at navigere i svære relationer og i studielivet.


Fylder noget af det hos dig? 


Om mig

Mit navn er Amalie, og jeg er 32 år gammel. Jeg voksede op i en forstad til Århus og flyttede i 2014 til København, som ud over et par år i Oslo siden har været min base, hvor jeg nu bor på Amager med min kæreste.


Jeg er ved at færdiggøre mit tredje år ud af fire på psykoterapeutuddannelsen på Skolen for Eksistentiel og Oplevelsesorienteret Psykoterapi – SEOP. Her udforsker jeg både teori og praktisk træning for at forstå rollen som psykoterapeut bedre og for at lære, hvordan jeg bedst kan støtte dig i at skabe de forandringer du ønsker i dit liv.


Jeg er desuden uddannet fysioterapeut fra Københavns Professionshøjskole samt vane- og overspisningscoach fra Madroinstituttet. Disse uddannelser har givet mig kompetencer i arbejdet med hvordan mad, krop og træning kan fylde i livet, som jeg bringer med mig ind i psykoterapien.


Gennem mit frivillige arbejde som rådgiver i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade har jeg de seneste tre år haft samtaler med mennesker, der på forskellige måder oplever udfordringer med spiseforstyrrelser eller selvskade, samt med deres pårørende. Jeg finder stor mening i at kunne gøre en forskel for den enkelte ved at tilbyde samtaler og støtte i foreningens rådgivning.


For at sikre den bedste kvalitet i mine samtaler, går jeg selv i egenterapi og modtager løbende supervision. Dette hjælper mig med at udvikle mine færdigheder og sikre, at jeg er i stand til at tilbyde den bedste støtte til mine træningsklienter.


Min interesse i terapi udspringer af selv at gå igennem svære perioder i livet, hvor jeg på egen krop har erfaret hvor vigtigt og helende det kan være at finde et trygt rum i hverdagen, hvor jeg kunne udforske min oplevelse af at være i verden, bearbejde voldsomme oplevelser og blive mødt af kærlige øjne, der over tid har hjulpet mig til at føle mig bedre tilpas i min egen krop og igen at møde verden med større tillid. Og det er sådan et rum, jeg gør mig umage for at skabe for dig. 


Podcast "Lyt til livet"

Jeg udgiver ganske langsomt nye episoder til min podcast, Lyt til livet, som du kan finde i de fleste podcast apps. Har du tanker om podcasten, forslag til emner, jeg skal tale om, eller til gæster, jeg skal invitere,  så er du altid velkommen til at sende mig en mail.

Uddannelser og kurser


  • 4-årig psykoterapeutuddannelse på Skolen for Eksistentiel og Oplevelsesorienteret Psykoterapi, januar 2022 - december 2025
  • MSc i Software Design på IT-Universitetet i København, august 2023 - december 2025
  • Akkrediteret rådgivningsuddannelse samt diverse uddannelsesdage i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, fra september 2021 og løbende.
    • Bl.a. med temaerne tilbagefald af spiseforstyrrelse, behandling i psykiatrien, LGBTQ+ og spiseforstyrrelser, narrativ samtale og traumer.
  • Professionsbachelor i fysioterapi fra Københavns Professionshøjskole, februar 2019 - juni 2022
    • Herunder praktik på psykiatrisk sengeafsnit samt på specialskole
  • Yin yoga uddannelse, Wuji Academy, april - maj 2022
  • Vanecoach v/Morten Elsøe og Anne Gaardmand, april - august 2021
  • Overspisningscoach v/Morten Elsøe og Anne Gaardmand, juni 2021
  • Enkeltemne på psykologi: Sexologi på Universitetet i Oslo, foråret 2020
  • Stråla Yoga Intensive Training, august 2019
  • Dansk på Københavns Universitet, 2015-2018


Øvrig relevant erfaring

  • Frivillig rådgiver i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade siden september 2021
  • Yin yoga- og pilatesinstruktør hos SATS, marts 2023 - januar 2024
  • Fysioterapeut og sundhedsfaglig sagsbehandler hos Nordic Netcare, juni 2022 - juni 2023
  • Frivillig kursusholder i meditation, 2018 - 2022




Priser og praktisk

Kontakt

Kontakt mig på email eller telefon. Du kan sende mig en mail på amalieterapi@proton.me eller ringe eller sende en sms til 42 48 20 30. Træffer du mig ikke på telefon, så send venligst en sms, så vender jeg tilbage til dig hurtigst muligt.


Det er ikke nødvendigt, at du sender personfølsomme oplysninger som fx helbredsoplysninger inden en indledende samtale, men jeg tager gerne en lille samtale på telefon, hvor du kan få afklaret spørgsmål, og hvor vi kan få en fornemmelse af hinanden inden booking.


Om træningsterapi

Jeg tager imod klienter til træningsterapi som led i den sidste del af min uddannelse til psykoterapeut på Skolen for Eksistentiel og Oplevelsesorienteret Psykoterapi. Jeg arbejder selvfølgelig under tavshedspligt. Du kan finde mere om vilkårene for træningsterapi på skolens hjemmeside, og har du nogen spørgsmål kan du kontakte mig, og du er også altid velkommen til at tage kontakt til skolens ledelse. 

Priser

Psykoterapeutiske samtaler/træningsterapi af 55 min: 400 kr

 – beløbet går til at betale min supervision undervejs i forløbet.


Lokation

Samtalerne foregår i terapilokalerne på Skolen for Eksistentiel og Oplevelsesorienteret Psykoterapi.


Vester Voldgade 96, 2. sal

1552 København


Bemærk venligst

Afbud skal ske senest klokken 12 dagen inden aftalte tid. Ved for sent afbud betales fuld pris.


Sprog - Languages

Sessioner kan foregå på dansk, engelsk eller norsk.

Sessions can be in either Danish, English or Norwegian.